Menu

Serie 5: Viborg Sdrm. IK - Eastside Viborg: 1-2

image
31. august 2015 kl. 16:58

Tredjeholdet sætter oprykningen på spil.

Klubbens tredjehold vil meget gerne spille med om oprykning til serie 4. Men det kan blive svært, da især BT ser meget stærke ud. Nu har Martin Husums tropper så gjort det endnu sværere for sig selv, da holdet søndag tabte til Eastside.

Sæsonen havde ellers fået en acceptabel start med et målløst opgør mod oprykningsfavoritterne fra Bruunshåb efterfulgt af en hårdttilkæmpet sejr over Sdr. Rind/Vinkel.

Der var derfor mulighed for at komme op på siden af BT, da SIK søndag skulle op imod Eastside. Men sådan skulle det ikke gå.
I første halvleg havde gæsterne fra det østlige Viborg ikke mange målchancer, mens SIK, uden at spille godt, havde held med at sende de forreste spillere i dybden. Desværre formåede hjemmeholdet ikke at få bolden over stregen, og da dommeren ikke satte fløjten for munden, da en Eastside-spiller nedlagde en SIK-spiller i feltet, måtte holdene gå til pause uden mål.

SIK kom fornuftigt i gang med anden halvleg, da holdets offensive midtbanespiller Steffen Pedersen, tog bolden med sig ind i banen fra venstre side og flot lagde den over gæsternes målmand fra kanten af feltet.

Desværre var dagens dommer mere kåd med fløjten i anden halvleg, da en Eastside-spiller, efter at være blevet udsat for en klokkeren tackling, snublede i feltet. Det blev til stor frustration for SIK-spillerne til et straffespark til Eastside, som også formåede at omsætte spillets største chance til mål.

Så var det 1-1, og mens SIK pressede på for at få alle tre point, lykkedes det Eastside at få bolden i mål til 1-2. En lang bold blev spillet frem på Eastsides angriber, SIKs centerforsvar markerede for offside, men spillet fik lov til at fortsætte. Og så kunne Eastside-angriberen med en udmærket afslutning afgøre kampen til gæsternes fordel.

I en kamp, hvor gæsterne scorede på de to chancer, de havde, den ene foræret af dommeren, den anden af hjemmeholdet, formåede SIK desværre ikke at få bolden forbi Eastsides målmand mere end en gang, selvom der var flere gode muligheder.
Dermed endte SIK med at tabe til et ringere hold, og der er ikke plads til at tabe flere dumme point, hvis holdet skal have en hurtig retur til serie 4.

Se holdopstillinger og flere detaljer